> 📥 Hele guiden findes som PDF (6 sider). Download den øverst på siden — alle indstillinger, priser og kilder samlet ét sted.
Jeg har lige sat en kunde i gang med Copilot Cowork. Indtil da var Copilot en chatbot for dem.
Licenserne var på plads. Copilot kørte flittigt i Teams og Word. Og alligevel endte hver eneste opgave med at klippe tekst frem og tilbage mellem chatten og de filer, de faktisk arbejder i.
Forklaringen på, hvad Cowork er, tog to minutter. Resten af mødet gik med det, ingen havde fortalt dem: knapperne i admin center, som afgør, om Cowork overhovedet findes for medarbejderne. Her er hele gennemgangen. Hvad der skal slås til, i hvilken rækkefølge, hvad det koster, og de spørgsmål, jeg stiller, før jeg anbefaler en kunde at åbne for det.
1. Samme app, helt anden arbejdsform
Cowork er den agentiske del af Microsoft 365 Copilot. Du beskriver opgaven: byg et regneark over kontrakterne, skriv udkastet til kundemailen, lav præsentationen ud fra rapporten. Cowork kører opgaven til ende og afleverer et færdigt stykke arbejde, groundet i jeres egne filer, mails og kalendere.
Chatten giver dig tekst, du selv skal placere. Cowork afleverer filen. Den bor i browseren på m365.cloud.microsoft, i Outlook og Teams og i Copilot-appen på desktop og mobil. Microsoft kalder det selv et agentisk system, ikke en enkelt agent: den kan browse nettet, køre planlagte opgaver og trække på plugins.
2. Licensen er adgangskortet, ikke adgangen
To ting skal være på plads, før en medarbejder ser Cowork: en aktiv Microsoft 365 Copilot-licens, og at en admin har tændt usage-based billing. Microsofts egen formulering er svær at misforstå: der følger intet Cowork-forbrug med i Copilot-abonnementet. Nul credits. I har købt adgangskortet, og forbruget afregnes separat.
> Det er her, udrulninger stopper uden at vide det. Cowork er slået fra som udgangspunkt, og den tændes i Microsoft 365 admin center. Brugerne kan ikke selv. Licensen alene tænder ingenting.
3. Rækkefølgen: budget før knap
1. Vælg betalingsmodel. Copilot > Cost Management > Get started i admin center (kræver Global admin eller Billing admin). Tal med IT. Fire muligheder: organisationens default-abonnement, en Azure-subscription, prepaid capacity packs eller ren pay-as-you-go. Prepaid-planen P3 giver 5-20 % rabat ved etårig binding, fra 300.000 credits og op.
2. Sæt loftet, før I åbner. Månedligt loft for organisationen, loft pr. bruger og mail-alerts fra en tærskel, I selv vælger. Rammer en bruger sit loft, mister vedkommende adgangen resten af måneden. Det lyder hårdt — det er billigere end en overraskelse på næste måneds faktura.
3. Tænd Cowork. Agents > All Agents > vælg Cowork. Samme sted styrer I discovery (om medarbejdere kan se Cowork og bede om adgang) og tenant-indstillingen Cowork Browsing — om agenten må bruge browseren på brugerens maskine.
4. Tag modelvalget bevidst. Det får sit eget afsnit, for det er her, compliance-afdelingen skal med ind over.
4. Modelvalget er en databehandler-beslutning
Cowork kommer med en model-picker: Microsofts GPT-modeller og Anthropics Claude-modeller (Opus og Sonnet), plus preview-modeller. Claude-delen er den, der kræver en beslutning.
Anthropic opererer som Microsoft-underdatabehandler, dækket af Microsofts Product Terms og DPA (den tidligere ordning, hvor Anthropic var independent processor, blev nedlagt 1. maj 2026). Men behandlingen sker uden for Microsofts EU Data Boundary: Microsoft undtager eksplicit Anthropic-modellerne fra EUDB og eventuelle in-country-forpligtelser. Indstillingen, der styrer det, hedder "AI providers operating as Microsoft subprocessors" og ligger under Copilot > Settings i admin center.
I EU, EFTA og UK er Anthropic-modellerne slået fra som udgangspunkt. Undtagelsen er tenants oprettet efter 25. marts 2026, hvor indstillingen står tændt fra start. Er jeres tenant ældre — og det er den hos de fleste etablerede organisationer — skal en admin altså aktivt tænde den, og Message Center viser jeres status. Hos min kunde stod den slukket. Claude-modellerne dukkede først op i pickeren, da den blev tændt.
En detalje mere, som er nem at overse: preview-modellen Claude Fable 5 er slukket som standard og kræver, at modeludbyderen må gemme data. Den beslutning skal ingen tage ved et uheld.
> Princip. Vælger I udelukkende GPT, kører behandlingen hos Microsoft selv — men så har I også truffet et modelvalg for hele organisationen. Uanset hvilken vej I går, er det en beslutning for jeres DPO, ikke en default, I arver. Jeg er selv startet med Microsoft GPT-modeller hos en kunde. Ingen Claude der. Det fungerer fint.
5. En tung opgave koster over 15 dollars
En Copilot Credit koster 0,01 dollar på pay-as-you-go. Microsofts egne planlægningstal for Cowork:
| Opgavetype | Credits | Pris |
|---|---|---|
| Let opgave | 70-200 credits | op til $2 |
| Mellemtung opgave | 400-600 credits | ~$5 |
| Tung opgave | over 1.500 credits | $15+ |
Tabel 1. Tallene passer med min egen uges brug. Regn med, at forbruget følger, hvor tunge opgaver folk giver den. En uges leg brugte ~2.000 af 20.000 credits på et par dage — 10 procent af de $200, det kostede. Ved moderat brug: cirka 10 dollars om dagen.
Lad os regne på en pilot. 20 brugere, som hver kører tre mellemtunge opgaver om ugen a cirka 500 credits: cirka 129.000 credits om måneden. 1.290 dollars. Til at have med at gøre, men ikke billigt, hvis du sammenligner med et Claude Team-setup. Gang op til 500 brugere med samme forbrug, og I ligger over 32.000 dollars om måneden. Uden loft opdager I det først på fakturaen.
> Min ærlige holdning. Det er dyrt. Microsoft har en cost estimator på aka.ms/CustomerCoworkEstimator — brug den før træningsdagen, ikke efter. Tænk ordentligt igennem, hvor i organisationen I faktisk skal bruge Copilot Cowork.
6. De tre spørgsmål, jeg stiller, før jeg anbefaler at åbne
1. Hvad må en opgave koste? Kan I ikke svare, er loftet ikke sat endnu. Budget pr. bruger og alerts først, åbning bagefter.
2. Har jeres DPO taget stilling til subprocessor-indstillingen? Anthropic uden for EU Data Boundary er hverken farligt eller forbudt. Det er en beslutning, som skal træffes af nogen med mandat til det.
3. Kan jeres adgangsstyring tåle en agent? Cowork arbejder med brugerens rettigheder. Har en medarbejder adgang til for meget i SharePoint, har agenten det også — og den er hurtigere til at finde det.
Knapperne tager en admin ti minutter. Beslutningerne bag dem er dem, mødet skal bruges på. Start med estimatoren og et loft, så er mandag morgen uden copy-paste tættere på, end de fleste tror.
Kilder
Denne guide bygger på Microsofts officielle dokumentation. Status pr. august 2026:
- learn.microsoft.com/microsoft-365/copilot/cowork/cowork-admin-governance
- learn.microsoft.com/microsoft-365/copilot/cowork/get-started
- learn.microsoft.com/microsoft-365/copilot/usage-based-billing-overview-copilot-credits
- learn.microsoft.com/microsoft-365/copilot/usage-based-billing-manage-copilot-credits
- learn.microsoft.com/microsoft-365/copilot/copilot-anthropic-apps
- learn.microsoft.com/microsoft-365/copilot/connect-to-ai-subprocessor
- learn.microsoft.com/azure/cost-management-billing/reservations/copilot-credit-p3
- Microsoft Copilot Credits Guide, juni 2026 (PDF) · microsoft.com · Cost estimator: aka.ms/CustomerCoworkEstimator
> ⚠️ Ansvarsfraskrivelse. Dette er generel praktisk vejledning, ikke juridisk rådgivning eller compliance-rådgivning, og jeg er ikke advokat eller compliance-specialist. Brug det ikke som beslutningsgrundlag på egen hånd. Tag altid jeres egen compliance- eller juridiske afdeling og jeres DPO med på råd, og bekræft datoer og status mod primære kilder. Alle priser er oplyst i USD ekskl. moms og kan være ændret; tjek altid leverandørernes egne prissider. Status pr. august 2026.
📬 Tilmeld nyhedsbrevet "AI, Built Human" på Substack — ugentlige indsigter om AI i praksis.
Stefano Vincenti · GenAI-strateg og -arkitekt · Ekstern lektor, IT-Universitetet i København & DIS Copenhagen · Cofounder & CTO BotTellMe · Partner, TryZone · aitrainer.dk